Dumbphone.dk er startet af mig, Arne Bangsgaard Mathiasen.
Jeg er 30 år, netop blevet færdig med Kaospilot uddannelsen og så er jeg den glade ejer af en dumbphone. Jeg bor i Århus sammen med min dejlige hund Tikko.
Grunden til at jeg har startet Dumbphone.dk er fordi jeg selv har oplevet en stor positiv forandring i mit liv som resultat af at min smartphone for 3 år siden gik i stykker og jeg derved var nødsaget til at skifte til en gammeldags telefon. Jeg lagde hurtigt mærke til at jeg havde det bedre. Jeg følte mig mere nærværende, mere overskud, mindre stress, mindre angst, bedre søvn. Det var ikke sådan at alt var utopisk efter dette, men det var en meget mærkbar forskel.
Efter dette opdagede jeg at der var massere af artikler på nettet skrevet af folk som havde oplevet de samme positive ting ved at skifte til en dumbphone. Jeg kendte ikke personligt særlig mange der levede med en dumbphone, faktisk kun en person, og det var ikke noget jeg havde hørt om før kunne have så positive effekter. Det virkede nærmest som noget der kunne være en form for behandling af f.eks angst, stress og depression som så mange unge oplever idag. Noget som jeg mente fortjente mere opmærksomhed.
Jeg tænkte at det måtte være pga. frygten for at opleve isolation, ensomhed, FOMO og generelt bøvl, at der ikke var så mange der levede med en dumbphone. Dette fik mig til at tænke på hvordan man kunne gøre det så nemt og fedt som overhovedet muligt at skifte til en dumbphone. Sådan er Dumbphone.dk startet.
Jeg tænkte først over hvor det ville være nemmest at leve uden en smartphone og kom hurtigt frem til at det måtte være højskolen og efterskolen. Jeg har selv været elev og hjælpelærer på Egmont højskolen. Og også selv gået på efterskole. Her var jeg i den berømte højskole- og efterskoleboble, hvor jeg nemt kunne glemme verden udenfor og bare være tilstede. Hvilket jeg faktisk tror var rigtig sundt for mig.
En anden lidt bøvlet ting ved skiftet til dumbphone for mig var det at skulle installere sine kontakter på dumbphonen.
For at gøre det så nemt for eleverne som muligt har jeg fundet en måde hvor jeg kan installere alle elevernes telefonnummer på telefoner inden eleven får dumbphonen. På den måde har eleven kontakt med alle deres højskole- eller efterskolevenner lige fra de får telefonen. En elev på Egmont Højskolen beskrev det som at få en walkie talkie til hele skolen.
Dette var ingredienserne som har gjort at jeg står her idag med en mission om at komme rundt på efterskoler og højskoler i hele landet og give så mange elever som muligt en oplevelse af livet uden en smartphone.